FERIE: Flere gæster end nogensinde hos nordjyderne
ALT TYDER PÅ, at 2009 bliver det bedste år i NILLES REJSERs historie, når man ser på, hvor mange gæster der har rejst med det nordjyske selskab, der har hovedkvarter i Dybvad. Lars Bock, som sammen med sin bror står bag den nordjyske rejsearrangør, som fortrinsvis arrangerer busrejser, anslår, at omkring 16.500 gæster vil rejse med selskabet i år. Det er en fremgang på næsten 10 procent i forhold til sidste år.
"Og det tror jeg ikke, der er ret mange i rejsebranchen, der kan fortælle, siger Lars Bock. På nuværende tidspunkt ligger vi 1400 gæster over, hvor vi lå på samme tidspunkt sidste år, så det kan ikke gå galt, siger han."
Et af de steder, hvor det er gået rigtig godt for NILLES i år, har været på turene til den tyske hovedstad Berlin. Alene når Lars Bock ser på, hvordan det er gået med salget af Berlin-rejser efter efterårsferien, har der været en fremgang på 50 procent.
Men også koncertrejserne f.eks. til Hansi Hinterseer og andre tysk-syngende topnavne, er gået rigtig godt, fortæller han. For øjeblikket er man hos NILLES REJSER ved at udbygge kontorerne i Dybvad. Blandt andet bliver kantinen bygget større, så der bliver plads til at holde informationsmøder om de rejser, man har i støbeskeen. Her vil kunder - og potentielle kunder - få lejlighed til at se, hvordan en moderne turistbus ser ud, og til at få en snak med de guider, de vil møde undervejs.
"Vi har holdt et af den slags møder én gang i år. Det havde vi stor succes med, så det vil vi gerne gøre noget mere ud af, fortæller Lars Bock."